Sådan behandler Revoluts AI-assistenter dine personoplysninger
Hos Revolut Ltd lægger vi vægt på at være åbne og tydelige omkring, hvordan vi behandler dine personoplysninger.
Her kan du læse om, hvordan vi behandler dine personoplysninger, når du benytter dig af vores assistenter drevet af kunstig intelligens (“AI”): AI-kundeservice og Revoluts AI-assistent.
Disse oplysninger er et tillæg til vores primære privatlivspolitik, som du også bør læse for at få fuld indsigt i behandlingen af dine personoplysninger.
Vores dedikation til gennemsigtighed
Vi følger princippet om gennemsigtighed. Det er vigtigt for os, at du forstår, hvordan vi bruger dine personoplysninger, så du kan træffe beslutninger på et velinformeret grundlag og være i kontrol. Dette er især vigtigt, når det drejer sig om komplekse teknologier som AI.
Hvad er Revoluts AI-assistenter?
Revolut stiller to AI-assistenter til rådighed, som kan hjælpe dig:
- AI-kundeservice: Dette er et automatisk værktøj, som bruger en chatbot og (i nogle lande) en stemmeassistent, der besvarer dine spørgsmål og hjælper med fejlfinding. Kontakten foregår på chat i Revolut-appen, og i nogle lande tilbydes der hjælp over telefonen. AI-kundeservice er udviklet til at give dig et hurtigt svar på dit spørgsmål.
- Revoluts AI-assistent: Dette er et automatisk chatværktøj, som tilbyder oplysninger om økonomi og rejseinformation ud fra aktiviteten i din Revolut-app. Du kan bruge assistenten som en hjælp til at forstå produktfunktioner, få indsigt i dit forbrug og til at lægge budget. Du kan også få faktuelle oplysninger om dine investeringer samt generelle faktuelle oplysninger om andre relevante finansielle instrumenter og udstederne af disse. Du kan kommunikere med assistenten i Revolut-appen.
AI-assistenterne bruger en teknologi, der kan forstå, sammenfatte, forudsige og generere besvarelser ud fra de oplysninger, som de er blevet trænet i, og de oplysninger, som du angiver.
Vigtig bemærkning: Når du bruger en AI-assistent, kommunikerer du med en fuldt automatiseret service og ikke et menneske. Servicen leveres af Revolut-virksomheden, som du modtager banktjenester fra.
Når du bruger en AI-assistent, anerkender du, at du forstår oplysningerne i denne meddelelse. Hvis der er dele af meddelelsen, du ikke er tryg ved, bør du ikke bruge AI-assistenten.
Vigtige oplysninger, som du skal kende til
1. Du har valget og kontrollen:
Du behøver ikke at bruge AI-assistenterne.
AI-kundeservice: Hvis du bruger chatbotten og foretrækker at tale med en person, kan du til enhver tid skrive ‘kundeservicemedarbejder’. Hvis du taler i telefon med stemmeassistenten (hvor dette tilbydes) og har et Revolut-abonnement, som tilbyder direkte kundeservice over telefonen, eller hvis du på anden vis er berettiget til telefonisk kundeservice, kan du sige, at du vil tale med en kundeservicemedarbejder.
Revoluts AI-assistent: Dette værktøj drives fuldt ud af kunstig intelligens. Hvis assistenten ikke kan besvare dit spørgsmål, eller hvis vi tror, at du har brug for mere hjælp, vil du automatisk blive ført videre til en chat med en kundeservicemedarbejder.
2. Sådan behandler AI-assistenterne dine personoplysninger:
AI-kundeservice
- Den bruger de oplysninger, som du selv giver i din henvendelse (den tekst, som du skriver, eller hvad du siger i opkaldet), til at forstå og besvare dit spørgsmål.
- Hvis du benytter dig af stemmeassistenten (hvor dette tilbydes), vil opkaldet blive optaget til uddannelses- og dokumentationsformål. Hvis du ikke er tryg ved, at din stemme bliver optaget, bør du bruge vores chatbot i stedet.
Revoluts AI-assistent:
- Assistenten bruger oplysningerne fra din Revolut-app (herunder oplysninger om dit forbrug, dit abonnement og din registrerede adresse) til at give dig indblik i din økonomi, tips til at lægge budget og rejseinformation. Hvis din henvendelse handler om investering, kan assistenten generere en besvarelse ved hjælp af din portefølje, dine transaktionsoplysninger og live markedsdata fra tredjepartsudbydere samt vilkår og betingelser fra den Revolut-virksomhed, som leverer din investeringskonto, og relaterede ofte stillede spørgsmål.
- Formål: Du kan bruge dette som en hjælp til at få indblik i dit forbrug, overvåge dine investeringer og få hjælp til budgetlægning og rejseplanlægning. AI-assistenten tilbyder ikke rådgivning om økonomi og investeringer eller andre råd.
Når du kommunikerer med Revoluts AI-assistent, giver du dit samtykke til Revolut-virksomheden, som tilbyder dig banktjenester, til at videregive relevante oplysninger til vores teknologipartnere. Disse oplysninger er strengt begrænset til de data, som er nødvendige for at behandle din specifikke anmodning og levere personlige indsigter. Din brug af Revoluts AI-assistent fungerer som et eksplicit afkald på bankhemmelighed for disse interaktioner.
Dine samtaler med AI-assistenterne vil i reglen blive optaget og brugt til kvalitetsmæssige formål.
3. Karakteren af oplysningerne, som gives:
Oplysningerne fra AI-assistenterne er udelukkende til orientering. Oplysningerne er ikke investeringsrådgivning, økonomisk rådgivning, skatterådgivning eller juridisk rådgivning, og det er ikke hensigten, at de skal være det. AI-assistenterne giver ikke investeringsrådgivning eller anbefalinger og bør ikke benyttes som sådan.
Du vil ikke kunne afgive, ændre eller annullere en ordre i forbindelse med finansielle instrumenter eller handle på en måde, som vil medføre, at du indgår i en transaktion.
AI-assistenterne vurderer ikke din økonomiske viden, erfaring eller overordnede situation ud over aktiviteten i din Revolut-app.
Du bør altid foretage din egen vurdering af de oplysninger, som du modtager. I økonomiske anliggender bør du foretage de undersøgelser, som du finder nødvendige, herunder at få økonomisk, skattemæssig eller juridisk rådgivning af fagligt kvalificerede personer, inden du indgår i en transaktion eller træffer økonomiske beslutninger.
4. AI-assistenters begrænsninger:
AI kan engang imellem tage fejl eller give ufuldstændige oplysninger. Du skal altid vurdere troværdigheden af vigtige oplysninger.
Somme tider kan AI utilsigtet give partiske besvarelser på grund af de data, som den blev trænet i.
Hvis noget virker forkert, kan du:
- læse den juridiske aftale med den Revolut-virksomhed, som leverer banktjenester til dig
- gå til ofte stillede spørgsmål på vores hjemmeside (www.revolut.com)
- bede om at blive sendt videre til en kundeservicemedarbejder for at få en præcisering.
Besvarelser fra Revoluts AI-assistenter gives “som de er”, og disse specifikke værktøjer indeholder ikke en direkte funktion til at få undersøgt troværdigheden af oplysningerne af et menneske. Du skal behandle oplysningerne i overensstemmelse hermed og forstå begrænsningerne. Du kan stadig få bekræftet produktfunktioner på vores hjemmeside, i vores ofte stillede spørgsmål online eller ved at tjekke dine transaktionsoplysninger i Revolut-appen eller kontakte kundeservice.
5. Hensigtsmæssig brug:
Du må kun bruge AI-assistenterne til at drøfte dine Revolut-konti og vores tjenester eller til at modtage oplysninger og råd om budgetlægning som en hjælp til at holde styr på din økonomi. Du må ikke bruge AI-assistenterne til at få økonomisk rådgivning eller anden rådgivning.
Hvis der er tale om følsomme emner, som kræver udveksling af personlige oplysninger eller oplysninger om transaktioner, skal du tale med en kundeservicemedarbejder.
Dine rettigheder
Du har rettigheder i forbindelse med dine personoplysninger, herunder retten til at få indsigt i dine data eller til at gøre indsigelse. Læs vores privatlivspolitik for at få mere at vide om dine rettigheder, hvordan du udøver din ret, og hvordan du kontakter vores databeskyttelsesrådgiver.
Vi gennemgår vores oplysninger om privatlivets fred regelmæssigt for at sikre, at de er aktuelle og tydelige. Hvis vi foretager væsentlige ændringer i, hvordan disse AI-assistenter behandler dine data, vil vi opdatere denne meddelelse.